Om psykoterapi

Psykoterapi er en samtaleterapi, der kan støtte dig i din personlige udvikling og i svære perioder eller situationer i dit liv. Terapien kan hjælpe dig til at få indsigt i og forstå, hvad der ligger til grund for de udfordringer, du oplever i dit liv.

Formålet med psykoterapeutisk samtaleterapi er at forandre de mønstre, der bringer dig smerte.

Emotionsfokuseret terapi er en oplevelsesorienteret og eksistentiel terapiform. Terapiformen ser vores følelser som et indre navigationssystem. Følelserne fortæller os, hvad der er vigtigt i vores liv. De giver os mulighed for at komme i kontakt med de behov, der ligger bagved følelserne, så vi kan handle hensigtsmæssigt i situationer, der har betydning for vores velbefindende i forhold til os selv og i forhold til vores relationer til andre.

Den emotionsfokuserede terapi er en evidensbaseret metode, der kommer fra den humanistiske og eksistentielle terapiform. Forskning viser, at emotionsfokuseret psykoterapi er yderst effektiv til at forandre svære følelser og uhensigtsmæssige mønstre i vores liv med få tilbagefald, også på den lange bane.

I den nyere emotionsteori inddrages de kropslige sanser, der fortæller os noget om, hvordan krop, følelser og tanker er koblet sammen.

Emotionsfokuseret psykoterapi ser symptomer på psykisk sygdom som tegn på uønskede, ubehagelige og smertefulde følelser, der ikke får den opmærksomhed, der skal til for at disse følelser kan blive bearbejdet. I stedet forsøger vi som mennesker at mestre livets vanskeligheder på andre måder, fx ved unddragelsesstrategier, overdreven tænkning eller misbrug af alkohol eller mad.

Den emotionsfokuserede psykoterapi ser altså mentale sundhedsproblemer som livsvanskeligheder, der endnu ikke er bearbejdet nok. Hvis du fx er deprimeret, er det fordi nogle vigtige personlige følelsesmæssige behov ikke bliver dækket. Fx behov for anerkendelse, kærlighed, støtte, accept og mulighed for frit at udtrykke dine værdier og holdninger. Hvis dine følelsesmæssige behov ikke bliver mødt, vil det påvirke dig på en negativ måde.

Mange af os har lært at holde følelser tilbage, eller helt ignorere dem. Det var måske det bedste valg dengang, vi lærte at vores følelser skulle ignoreres, skjules eller frakobles, så vi kunne tilpasse os omgivelserne. Men med tiden kan det skabe problemer for os, når vi ikke lytter til og mærker vores følelser. Når vi ikke lader os navigere ud fra vores følelser og behov, oplever vi smerte og meningsløshed i livet. 

De vanskeligheder du møder i dit liv i nutiden kan have tråde ned i noget, du har oplevet i din barndom eller en særlig oplevelse med et emotionelt mønster, der bliver levende i din nutid og forårsager vanskeligheder for dig. Sådan et mønster kan give en følelse af at sidde fast og ikke kunne komme videre og ikke kunne leve på en måde, der er den bedste udgave af sig selv.

Gamle mønstre kan stå i vejen i vores relationer og i forhold til vores tanker og følelser om os selv.

Formålet med oplevelsesorienteret terapi er at blive mere bevidst om, hvordan følelsesmæssige vanskeligheder i dag kan være relateret til smertefulde følelsesmæssige minder.

I kognitiv psykoterapi kan NLP være hjælpsom i forandringsprocesser. NLP står for Neuro Lingvistisk Programmering. NLP bygger på viden om vores nervesystem og hjernen og arbejder med vores sproglige forståelse. I NLP antager man, at vi ved hjælp af indre billeder og lyde, indre dialog og fornemmelser så at sige “programmerer” os selv til at være enten ressourcefyldte eller drænede for energi, glade eller deprimerede osv. Og at vi gennem enkle teknikker kan ”omprogrammere” os selv.

Kontakt

Mail: info@baresammen.dk
Mobil: 30 71 17 70

Persondatapolitik
Cookie- og privatlivspolitik

Adresse:
Strandgade 6, 1401 København K

Information
Hos mig finder du et rum, hvor du trygt kan sætte lup på det område i dit liv, som du ønsker at forandre. 

Vejen til et større og stærkere selvværd gennem selvindsigt, selvomsorg og selvanerkendelse.

Hvad vil du gerne forandre?
baresammen.dk